Vidnesbyrd fra Esther Jebamalar, leder af Mamre Trust

Pris Herren, lad Herrens herlighed blive ophøjet. I dag vil jeg gerne fortælle mit vidnesbyrd.

Mit navn er Esther Jebamalar, vi bor i det østlige Tambaram, og vi udfører tjeneste blandt de hiv / aids-ramte og inficerede mennesker, men ikke kun dem, vi udfører også ministeriet blandt Sigøjner-folket.

Den 10. april blev jeg svækket og havde feber. Da jeg i tvivl tog jeg en covid-test, og testen kom positivt ud. Vi var i chok, og mit iltniveau var også lavt.

De tog hurtigt handling og indlagde mig på hospitalet King’s Institut, Guindy. Den første dag havde jeg det godt, men de næste 2 dage blev jeg syg. Jeg fik hoste, forhøjet feber, forkølelse, diarré og hovedpine ...

Jeg vidste ikke, hvilken smerte jeg skulle kæmpe mod. Jeg fortalte det til sygeplejerskerne, og selvom de forsynede mig med tabletterne, så det ikke ud til at sætte en stopper for disse problemer, men min tro var på HERREN og kun ham satte jeg min tro til som mit håb, og jeg fortsatte med at bede. 

Selv i disse tider hjalp jeg søstrene omkring mig og gjorde tjeneste. Nogle af dem tilhørte vores menighed, og deres ægtemænd tilhørte en anden menighed. 

Da de hørte nyheden om, at deres mænd var døde, kunne jeg se deres smerte og deres gråd, og det var virkelig ved at knuse mig. Jeg forsøgte at trøste dem og dele Guds kærlighed med dem.

I disse dage led jeg stadig af svagheder, nogle gange informerede sygeplejerskerne mig om, at mit iltniveau stadig var lavt, og at det ikke er steget og spurgte mig, om der er komplikationer, så de kunne flytte mig til ICU-afdelingen.

Denne nyhed var svært for min familie at høre, og de var bekymrede. Hver gang de ringede til mig, prøvede jeg mit bedste for at tale normalt og fortælle dem, at jeg havde det helt fin, jeg sende endda fotos af den gode mad, som hospitalet gav mig, men desværre kunne jeg ikke spise.

Jeg havde frygt for døden, men jeg havde et håb. Ham, der kaldte mig, er sanddru. Indtil Gud ikke har udført det arbejde igennem mig, jeg er nødt til at udføre, ville Gud ikke tillade mig at dø. Jeg sagde, at jeg ville gøre mange ting for Gud og bad og lagde mit liv i hans hænder. Jeg sagde, at jeg giver dig min familie i dine hænder og også al den tjeneste, de udfører med deres hænder, og lad frygt for døden blive fjernet fra mig, for jeg har set megen lidelse blandt folk på dette sted og set alt, hvad der givet mig mange smerter. Efter 6 dage blev jeg bedre, og lægen spurgte mig, om jeg ville blive udskrevet, og jeg sagde ja med det samme. Årsagen er, at min afdeling ligger på 3. sal, og når jeg ser ned gennem vinduet, ser jeg en masse autorickshaws ambulancer med syge mennesker, der står i kø for at få en seng her. Så jeg troede, at jeg bliver bedre nu, hvis jeg får udskrivning og giver min plads til en anden, der virkelig har brug for sengen, så jeg gik hjem med medicin.

Efter at jeg var hjemme mindst en måned, fik jeg hoste, og jeg kunne ikke engang tale. Når mine venner og slægtninge ringede til mig, ville jeg sige, at vores Gud er en god Gud.

Til søstre og brødre, der ser på dette:  Du tager muligvis behandling i dit hjem, du går måske igennem de samme lidelser, måske på hospitalet og lytter til mig lige nu. Gud vil velsigne dig og trøste dig, når du sætte al din lid til HERREN, og han vil ændre situationen. Den vej du går igennem er ikke permanent. Al denne lidelse, problemer, sygdomme kan komme, men vores HERRE ville aldrig forlade os. Bliv ikke træt.

Jeg vil læse nogle vers fra Bibelen “Jeg råber til Herren, den lovpriste,og bliver frelst fra mine fjender. Dødens brændinger omgav mig, undergangens floder slog mig med rædsel.  Dødsrigets bånd snørede sig om mig, dødens snarer truede mig.  I min nød råbte jeg til Herren, jeg råbte til min Gud. Han hørte mig fra sit tempel, mit råb nåede hans ører." 2 Samuel 22: 4-7

For at være ærlig gik jeg selv den samme vej, jeg troede, at mit formål var slut, for hver gang når jeg prøvede at sove, havde jeg denne frygt for døden. Selvom de havde givet mig medicin, var jeg være usikker på, om jeg ville stå op næste morgen. Når jeg tænker på disse dage, bliver jeg stadig bange, men selv i den situation har Gud ikke forladt mig, derfor fortæller jeg dig dette vidnesbyrd. Herren har lyttet til mine bønner, han så mine tårer. Han gav mig liv og bragte mig igen sammen med min familie. Jeg beder dig om at holde fast i GUD, bliv stærkere og slip ikke dit håb. Gud vil velsigne dig. Lad os nu bede.

Salmen her handler om et hjerte, der lider og får fred fra JESUS Bønnen er til de mennesker, der lider af covid, for at styrke dem og helbrede dem, ligesom Herren helbredte mig. Mange tak Gud velsigne jer alle